E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
25 Sep 2017 00:37

Af Simon Griis

Kristningen af Danmark - Del 1

Vi kender alle fortællingen om kristningen af Danmark, om Ansgar, Nordens apostel, om biskoppen Poppo, der bar jernbyrd uden at tage skade, og dermed beviste Kristus som en stærk gud, og den katolske tro som den eneste sande. Vi kender beretningen om Harald Blåtand, der gjorde danerne - de barske Asatroende vikinger - kristne, og rejste Jellingestenene som en evig proklamation af danernes overgang fra hedenskab til den sande kristne (katolske) tro.

Med de sidste år er arkæologer og historikere begyndt at stille spørgsmålstegn ved hele denne fortælling, som bl.a. har haft til formål at skabe en dansk folkeidentitet. Kendte danerne ikke i forvejen til Kristus? Levede vi ikke i et blandet samfund, hvor kristendom og asatro eksisterede side om side. Og var "kristningen af Danmark" ikke i virkeligheden en ophævelse af en religionsfrihed, og indførelse af en ensrettet katolsk tro sydfra? Var danerne i virkeligheden keltisk inspirerede i deres kristne Gudsdyrkelse før Harald Blåtand?

En central skikkelse i denne fortælling er Poppo, en from tysk biskop, der bragte evangeliet til Danmark. Men var han mere end det? Var han en brik i et storpolitisk spil, hvor paven og den tyske kejser Otto pressede på for at gøre erobringstogt og korstog mod Danmark og resten af Norden? Ja, var Poppo måske ligefrem en bedrager, der med fupmirakler snød kong Harald?

Frækt at spørge sådan? Og hvor finder man beviser for noget sådant så mange århundreder efter? Hav tålmodighed og følge mig i et ræsonnement, så skal der nok dukke noget op.

I Widukinds krønike, der er næsten samtidig med begivenhederne, fortælles først og fremmest om saksernes historie. Men det er også her vi finder den første kilde til beretningen om Poppos jernbyrd og kong Haralds omvendelse. Her står bl.a. at læse:

 

"Danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningesskik.

Nu hændte det en gang, at der ved et gæstebud, hvor kongen var til stede, opstod en diskussion

om dyrkelsen af guderne, idet danerne påstod, at Kristus nok var en gud, men at der også var

andre guder, der var større end han, da de lod menneskene se langt større tegn og undere end

Kristus."

 

"I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."

 

Faktisk taler denne tekst ikke om, at Poppo bringer den kristne tro til et hedensk folk. Den siger derimod klart, at Poppo bringer "den rette forståelse" af kristendommen til et folk, der efter hans mening (og sikkert den kirkes mening, der står bag ham) ikke dyrker Kristus på ret vis. Widukind præciserer også, at det er den katolske tro, Poppo skal bære jernbyrd for, og da Poppo ikke lider under jernbyrden, overbeviser han alle tilstedeværende om den katolske tros eneret som sand kristendom.

Sidst i Widukinds krønike, gør Widukind opmærksom på, at det var takket være kejser Ottos nidkærhed, at kirkerne og præsterne var kommet til så megen ære i de danske områder. Dette indikerer også, at det nok ikke kun var Poppos mirakel, men også faren for invasion, der æggede Harald Blåtand til omvendelse.

Tamdrup Kirke i nærheden af Horsens stammer fra 1125. Her finder man det gyldne alter med 22 gyldne relieffer. Reliefferne er sandsynligvis fra samme periode, dog først sat op omkring år 1600. De syv af reliefferne skildrer beretningen om Poppos jernbyrd og kong Haralds dåb.

Og det er her (billederne herunder), vi finder noget ganske interessant. På et af reliefferne ser vi Poppo tage jernhandsken på, og holde den hen over ilden indtil den bliver hvidglødende. På det næste relief holder Poppo hånden i vejret, og alle kan se, at hans hånd på mirakuløs vis er fuldstændig hel og uden skader. Der er sandsynligvis gået et par dage mellem hændelserne på de to relieffer, for man brugte at lade manden, der bærer jernbyrd hvile, for så at undersøge hånden efter en tid. I Poppos tilfælde var det et fantastisk vidnesbyrd, som får kongen til at omvende sig til den "sande gudsdyrkelse", og lade sig døbe.

Men kig lige engang på billederne igen. Ser du noget? Ser du noget, der måske ikke er som det burde være? Kig igen! Poppo stikker sin højre hånd i jernhandsken, holder den over ilden og går med den, så lang tid Harald ønsker det. Da hans hånd senere skal undersøges, rækker han ikke sin højre, men sin venstre hånd frem, og den er uskadt. Et mirakel råber de tilstedeværende! Et fupnummer siger de gyldne relieffer på det gyldne skrin i Tamdrup Kirke.

Måske vil nogen synes, at dette ikke er nok til en domfældelse af Poppo, selvom disse relieffer vel ville svare til vore dages fotobeviser.

Men under alle omstændigheder må man stille spørgsmålet; Hvorfor fortæller den kunstner, der har givet os Poppos og kong Haralds historie i disse billeder - hvorfor fortæller han os historien om Poppo, der stikker sin højre hånd i jernbyrden og holder sin venstre hånd op som bevis for sin Guds styrke?

Hvis nogen skulle mene, at det måske bare er en fejl i billederne, en tilfældighed, at det lige er højre og venstre hånd, der afbilledes. At det er udtryk for kunstnerens ligegyldighed over for den beretning, han fortæller, så tror jeg man tager meget fejl. Her er ingen tilfældigheder, her er ingen ligegyldighed. Her fortælles med al sirlighed beretningen om den katolske Poppo, der kom til Danmark for at gøre danerne katolske, og skaberen af guldreliefferne fortæller alle senere generationer, som ser denne historiske skildring, at Poppo snød med sit mirakel.

Link til blog!

"dagens by 28-jan-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Munkebo

Munkebo er en by på det østlige Fyn med 5.580 indbyggere (2014), beliggende i Munkebo Sogn. Den ligger i Kerteminde Kommune og tilhører Region Syddanmark.

Munkebo er først og fremmest kendt for Lindøværftet, der siden flytningen fra Odense i 1959 har haft adresse i byen. Værftets entré i byen betød mere en fordobling af indbyggertallet på få år, og i da produktionen på værftet toppede fra de sene 1960'ere til begyndelsen af 1970'erne, beskæftigede det over 6.000 ansatte, hvoraf mange boede i byen, ligesom mange af byens erhvervsdrivende varunderleverandører til skibsværftet. Værftet har samtidig sat sit præg på byens boligbyggeri, idet over 1.000 af boligerne i byen blev opført og var indtil 2007 også ejet af Ejendomsselskabet Lindø, der ligesom værftet ejes af A.P. Møller-Mærsk. Som følge af værftets præg på byen er ikke alene værftet, men hele Munkebo udpeget som nationalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen.

En sejltur med rutebåd fra Odense, går ud i Odense Fjord hvor Lindøværftets kæmpekran passeres på tæt hold fra vandsiden. Fra denne side er det også muligt at se store skibe under opførelse.

Munkebo er desuden kendt for gourmetrestauranten Munkebo Kro.

Frem til 2006 var byen sæde for Munkebo Kommune.

Fra Munkebo er der knap 8 kilometer til Kerteminde og 14 kilometer til Odense.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
"For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen."
Jesus (Matt 6,13b)